Udvikling er ikke voksent og forankret i autentisk væren
Fotograf: Shane Rounce
Autenticitet betyder noget særligt for mig. Jeg arbejder målrettet efter at opleve en form for samstemmende klang mellem den måde jeg udtrykker mig på, overfor andre mennesker, og hvordan jeg oplever mig selv. Det er noget med at blive mere ærlig. Mere mig. Og noget med at skulle bruge mindre energi på at holde styr på historien om mig; "Hvordan var det nu jeg gerne ville tage mig ud i den her sammenhæng" eller "hvad var det for et billede jeg gerne ville give den her chef af mig".
Som Claus Elmholdt nævner i bogen "Følelser i ledelse" er autenticitet ikke bare et spørgsmål om, at jeg skal udtrykke min egen inderste fornemmelse af mig. Det er noget meget mere bevægeligt og dynamisk. Noget som lever i relation til andre mennesker og noget, der udvikler sig i samspillet. Jeg bliver spejlet af andre og bliver smerteligt opmærksom på de steder, hvor klangen runger hult og forvrænget, og lærer med tiden at bevæge mig mere balanceret efter den rytme, som er min. Det er en fantastisk fornemmelse at bevæge sig rundt blandt andre mennesker, og gøre det til sin egen rytme. Det er det tætteste jeg har været på at opleve frihed. Det er en anden form for frihed end den man oplever i dyb transcendent meditation, hvor man er fri af alt og fri fra alt. Den her frihed, som følger med ens egen rytme, er frihed til, fremfor frihed fra. Det er en følelse af at være fuldstændigt i relationen, men samtidig være fuldstændigt funderet i mig og min rytme.
Oplevelsen af den form for frihed har betydet, at jeg hver dag søger efter den balance - for mig selv i mine meditationer, igennem supervisionsforløb - og i mit arbejde med grupper, coaching og undervisning. Og så faldt jeg over en artikel af amerikanske Rob McNamara, hvor han siger, at jeg skal holde op med at være autentisk og i stedet være mere akavet. Min første tanke var, at jeg forstår budskabet og alligevel forstår jeg det ikke. Han taler bl.a. ind i den altid nærværende udfordring af det komfortable. Det rare og hyggelige. Den autentiske balance og rytme er så behagelig, at vi vil have den så ofte som muligt og så længe som muligt.
Udfordringen her er, at læring og udvikling også er enormt ubehageligt. Udvikling er et barn, der skal lære at cykle. Det er klodset, akavet, sårbart og det kan sagtens gøre ondt. Det er ikke voksent og solidt forankret i autentisk væren. Det kan være resultatet når vi har fået styr på cyklen. Pointen er, at vi mennesker er i udvikling. Det er det vi er skabt til. Selvfølgelig skal vi også stå fast, som Svend Brinkmann bruger meget tid på at fortælle os. Men vi er altså ikke skabt til at stå stille. Måske er vi heller ikke skabt til hele tiden at være autentiske. Vi bevæger os hele tiden nye steder hen, med nye indsigter - og vores autenticitet skal afprøves og udvikle sig sammen med os. Stå fast i din autenticitet. Og skvat så vildt akavet, så den bliver smidig. Og autentisk!
Rob McNamara har 3 gode remindere for at undgå, at autenticitet bliver til stilstand.
Vær mistænkelig overfor din egen velkendte autenticitet
Vær akavet. Sæt dig selv i spil på nye måder. Også som den professionelle
Vær kreativ - og stift bekendtskab med din post-autentiske identitet