Ensom eller alene?

Fotograf: Fabrizio Verrecchia

Fotograf: Fabrizio Verrecchia

For år tilbage arbejdede jeg med mindfulness og gruppedialog med en gruppe kræftramte unge på Rigshospitalets Kræftværket. Et helt særligt sted, drevet med en passion og en omsorg, man mærker i det øjeblik man træder ind ad døren.

En af de unge fortalte mig om, hvordan meditationen mindede ham om sit liv på Grønland, hvor det åbne landskab gør stilhed og alenehed til en naturlig del af hverdagen. Det har påvirket kulturen i en sådan grad, at man tilmed har et ord for de mennesker, som ikke kan finde ud af at være alene. Det er ikke set som en ønskværdig kvalitet. En opfattelse som står i kontrast til den danske kultur, hvor det at være sammen med andre mennesker, gøre ting sammen og udrette noget ses som selve meningen med livet. Jeg husker stadig en intro seance på Roskilde Universitet, hvor en intro-vejleder ville have os alle sammen til at stille os op, placere pegefingeren på brystkassen og sige i kor "Jeg er et socialt væsen". I min erindring skulle vi gentage flere gange på sådan en bekræftende og kammeratlig måde. Jeg har intet imod kammerater og jeg elskede min tid på RUC, men jeg har aldrig været vild med at blive påtvunget noget socialt. I Danmark har vi, mig bekendt, ikke et ord for at være alene, som ikke er negativt ladet. Jeg bruger alenehed og må acceptere den røde streg min ordbog demonstrativt sætter under det (Inderst inde mistænker jeg ordbogen for at forsøge at få mig til at bruge ordet ensomhed). 

Snakken i Kræftværket fik mig til at tænke på Peter Elsass’ bog Buddhas Veje, hvor han interviewer en buddhistisk nonne som har brugt 12 år i alene i en hule i Tibet. 12 år...! Til spørgsmålet om hun ikke blev ensom svarer hun: 

"Hvis man er god ven med sig selv, behøver man ikke føle sig ensom. De fleste føler sig ensomme, fordi de ikke er ven med sig selv. Og når du opdager, at du er omgivet af alle universets Buddhaer, så bliver hulen ganske overrendt.”


Det er ikke os alle forundt at blive venner med alverdens Buddhaer - og man kan sagtens være venner med sig selv og føle sig ensom. Men mon ikke Nonnens oplevelser også handler om at kunne mærke en indre samhørighed med sig selv - og måske også noget der er større end én selv.

Jeg har mediteret de sidste tolv år, og bestræber mig på at bruge en time på puden hver dag. Når der en sjælden gang går op til tre dage uden meditation, er noget af det første jeg mærker, at følelsen af samhørighed og fornemmelsen af at have et hjem i mig selv begynder at aftage. Når man mediterer dagligt, opbygges det indre hjem så roligt og ubemærket, at det kan være svært at tyde. Men fraværet er skræmmende mærkbart. På den måde kan man sige, at meditation er et ‘use it or loose it’ værktøj. Jeg har én gang undværet meditation i en uge, men den efterfølgende følelse af at være fragmenteret og afkoblet var så ubehagelig, at jeg lovede mig selv aldrig at overskride tre dage igen. Det kan lyde tvangspræget, men i virkeligheden er det præcis det modsatte. 

"Når man står alene øges behovet for at blive set, få opmærksomhed og blive bekræftet”

En anden dansk professor i psykologi, Carsten Rene Jørgensen (citat ovenfor) påpeger, hvordan vi i Vestens individualiserede samfund står alene med at realisere os selv, fastholde vores markedsværdi og promovere os overfor vores omverden. Det er ikke længere nok at være en del af den rigtige familie eller den rigtige faggruppe. Vi vil gerne ses og anerkendes i vores egen ret, hvilket i sig selv er et ret fornuftigt behov. Men når vores selvfølelse og identitet afhænger af at blive bekræftet af andre mennesker er det ikke underligt, at det er ubehageligt at være alene. Hvis det at være sammen, at opleve sammen og fylde hinanden op med fortællinger om, hvem vi er som mennesker, er selve meningen med livet, kan det at være alene nemt komme til at lugte af det modsatte - som tomhed, meningsløshed og død. 

Vi har et helt grundlæggende behov for at knytte os til hinanden, og jeg er ikke fortaler for, at vi skal lukke os inde i hulen i 12 år. Men jeg er nysgerrig på om ikke vi kan udfordre nogle af de ‘sandheder’ vi lever efter. Måske behøver vi ikke hele tiden være noget for dem vi elsker. Måske kan vi både give og modtage kærlighed i vores eget selskab. Måske kan dem vi elsker lære, at de kan være elsket, også når vi ikke er der til at fortælle dem det. Jeg kan godt lide ideen om, at vi måske kan have liv og mening, både når vi sammen med hinanden og med os selv. Det lyder nærmest som frihed.

Forrige
Forrige

Når det gør mere ondt, men generer dig mindre

Næste
Næste

Udvikling er ikke voksent og forankret i autentisk væren