Når det gør mere ondt, men generer dig mindre
It hurts more, but bothers you less. Sætningen er en af de mest rammende beskrivelser af den tilstand, jeg trådte ind i for ti siden, da jeg begyndte at meditere. Den kommer fra den amerikanske integrale tænker Ken Wilber. Hans stemme har været en inspiration, jeg stadig læner mig opad i forsøget på at forstå de nye perspektiver, som folder sig ud i mit meditations-laboratorium.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet da jeg begyndte at sætte mig på puden, i en underlig og ret ubehagelig stilling. En veninde havde givet mig en bog og sagde ”den her er vigtig”. Nuets Kraft af Eckhart Tolle slog benene fuldstændigt væk under mig. I en af de første sætninger siger han ”du er ikke dine tanker. Dine tanker har bare haft styringen så længe, at du har glemt, at du er den der tænker”. Det var som om nogen rakte ind i den mørke og uforståelige verden, som mit følelsesliv var på det tidspunkt, stak en lommelygte i hånden på mig og sagde ”kom lad os gå den her vej, det har folk gjort i tusindvis af år”. Det var en åbenbaring at blive opmærksom på, at noget i mig var i stand til at se mine tanker og mine følelser glide forbi. Mindre fantastisk var det at blive opmærksom på den del af mig, som slet ikke var interesseret i at lade noget som helst glide forbi, uden at give det tre-fire tusinde kommentarer med på vejen. Jeg fik øje på, at der simpelthen sad en lille, men meget veludviklet kommentator inde i mit hoved og plaprede løs om alt, hvad der løb igennem min opmærksomhed. Hvis jeg fik tanker eller følelser, som var gode, fortalte kommentatoren hvor godt et menneske jeg var, og hvordan andre ville bifalde mine flotte hensigter og gode intentioner; ”Se ham Mads, han er noget særligt når han samler skrald op fra gaden”. Eller ”Nu holder den unge mand tilbage i trafikken, så jeg kan komme ud. Han er ikke som de andre aggressive trafikanter”. Det kunne være hvad som helst, stort som småt. Så længe det kunne bruges til at fortælle historien om Mads.
Hvis det nu udelukkende havde været tanker om Mads og hans gode intentioner, ville det sikkert have været til at leve med. Men jo mere jeg sad og lyste med min lille lommelygte, jo mere fik jeg også øje på de vrede tanker og følelser - de grimme og skræmmende ansigter, som viste sig derinde i mørket. Når de dårlige sider kom til syne, var kommentatoren fuldstændig ustyrlig i sin trang til at give sit syn på Mads. Noget af det, jeg husker bedst fra mine meditationer i de første år, var at sidde i skrædderstilling, med smerte i ryggen og benene, og være rasende over, at kroppen ikke var med på ideen om at være rolig - og at folk på gaden udenfor skulle snakke, grine og køre i bil på præcis det tidspunkt, hvor jeg skulle meditere og være spirituel…! Mine meditationer var fulde af tanker, fantasier og nærmest små film om, hvordan jeg ville få folk på gaden til at blive stille – helt stille – hvis ikke de havde fornuft nok til at respektere min spirituelle praksis. Når min opmærksom indimellem fangede mig selv i en af mine vrede fantasier, var det så langt fra mit billede af spirituelle Mads, at kommentatoren var nødt til at rykke ind og forsikre alle om, at ”sådan er vi ikke her hos os – Mads kunne aldrig drømme om slå på tilfældige mennesker på gaden, blot fordi de griner højt på det forkerte tidspunkt. Kunne du vel, Mads?" "Nej dét kunne jeg aldrig drømme om!" "Pyha, det var godt – jeg blev lige nervøs”. Endnu værre var skammen over at have sådanne tanker, men det er et kapitel i sig selv.
Jeg lod mærke til, hvor ubehageligt det er at lade de grimme tanker og følelser få plads til at udtrykke sig, uden at kommentere på dem inde i mit hoved. Noget i mig var dødsensangst for, at tanken om at slå andre mennesker ned, fordi de larmede – og min følelse af at have lyst til det - betød at jeg var sådan et menneske, sådan en voldspsykopat som render rundt og tæsker folk. Det selvbillede var min indre kommentator selvfølgelig nødt til at lave om på, ved at fortælle en anden historie – ”den sande historie” – om Mads. Endnu vigtigere var det at blive opmærksom på, hvor meget energi det krævede, hele tiden at skulle fortælle den rigtige historie om Mads, og konstant at skulle monitorere de tanker, som løb igennem mig - screene de dårlige tanker og følelser, og overdynge dem med gode historier. Det er en virkelig udmattende proces, som de fleste af os bruger alt for mange af vores ressourcer og vores opmærksom på.
Efter 10 år arbejder jeg stadig på at lyse mere op indeni mig selv. Det er den vigtigste opgave i mit liv. Meditation er et redskab til at kunne lyse mere op - i længere tid af gangen. Det handler om at udbygge den indre lampe sådan, at den bliver kraftigere - mere stabil - ikke så flimrende. I teorien lyder det alle tiders med en større lampe, men virkeligheden er ikke så enkel, at mere lys automatisk giver mere af det gode. Mere lys betyder, at man kan se mere. Se mere af hvad? Mere af det hele.. Mere af mig selv. Mere af det smukke. Mere af det grimme. Mere af det skræmmende. Mere af de ting i verden, der gør så ondt, at det er uforståeligt, hvordan vi kan leve med det. I et radiointerview på P1 i 2011 med Psykologi-professor Peter Elsass, spørger radioværten gentagende gange ind til hans grad af wellness. Det ender med at irritere Elsass så meget, at han udbryder ”Nu skal du altså holde op med at spørge om jeg fik det bedre af at meditere!”. Han mener vi har et overdrevet fokus på wellness når vi taler mindfulness, og hans mange interviews med tibetanske buddhister viser, at de her mennesker, som har brugt de sidste tusinder af år i en isoleret del af verden på at undersøge deres egne indre processer, finder det helt uforståeligt, at vi i vesten bruger mindfulness til afslapning.
Det er ikke let at se mere af sig selv. Der kommer ting op, som vi ikke har lyst til at se på. Det er ikke bare et spørgsmål om at have en lygte som lyser mere op, vi skal også kunne rumme de ting vi ser. På engelsk bruger man begrebet containing om det at kunne rumme. Ligesom en fysisk container skal have plads til paller, kasser osv. kan man sige, at vores indre container skal være stor nok til at kunne rumme det psykologiske indhold, som viser sig for os. Ellers falder vi tilbage til vores gamle, automatiserede forsvarsmønstre, som kan være alt fra at spise, drikke vin, gemme os, råbe ad vores børn eller hvad man ellers kan forstille sig. Den psykodynamiske metode og forståelsesramme giver værktøjer til at være i det svære - ved at tale om det, smage på det og blive spejlet i det. Meditationen gør din indre lampe større og træner dig i at se, hvad der sker. Terapi eller coaching hjælper dig til at kunne håndtere det du ser, i de tilfælde hvor det er for svært at klare alene. Begge dele udvider den indre container, således at du kan tåle mere, mærke mere og få plads til mere af dig. Kombinationen af de to metoder er uovertruffen.
Så hvordan kan livet gøre mere ondt og samtidig genere dig mindre? Citatet nedenfor, fra en af mine kursister Eline, giver måske den bedste forklaring på oplevelsen af at have en masse følelser, men samtidig at kunne rumme dem, midt i en udfordrende situation.
"Det er jo små bitte sekunder. Det er en mental oplevelse af at jeg kan købe mig tid til at kunne håndtere det, på en god måde. Der er masser af følelser. Det er jo det, det hele handler om, men jeg formår at dele det op. Jeg kan jo godt mærke alle de her følelser, det sidder i maven, det sidder i røde kinder, hvor jeg bare kan mærke, at det er nu, hvor jeg bliver presset følelsesmæssigt. Men i det øjeblik bliver det klart, at det der sker ikke handler om mig… Jeg skal bare kunne rumme det, og gøre noget ved det. Altså det bliver lidt en intellektuel proces – afstedkommet af følelser"
Citatet stammer fra mit speciale i psykologi, hvor jeg lavede en kvalitativ undersøgelse blandt tidligere kursister på mit kursus Dynamisk Mindfulness hos Green Andersen Erhvervspsykologi. Meditation giver dig muligheden for at træde et skridt tilbage og se på de følelser og tanker, som løber igennem din opmærksom. Det ene øjeblik kan kommentatoren fortæller dig, at du er fantastisk – og i næste sekund er du et usselt væsen, som knap nok fortjener den omsorg, du ville give din hund. Det gør måske ondt at se den slags i øjnene, men jo mere du gør det, jo mere bliver du opmærksom på, at de her tanker hele tiden bevæger sig – hele tiden siger noget nyt – hele tiden fortæller en ny historie. Men hvem er det så, der kigger på de her tanker, som hele tiden bevæger sig? Hvem er det, der lytter til historien? Hvem er det, der giver plads til at tankerne kan flyde igennem? Svaret er, at det er dig der lytter. Det er dig, der har lyttet siden du var barn og det er dig der lytter når du halvfems år gammel.
Vi behøver ikke engang blive voldsomt filosofiske for at kunne forholde os til det. Vi ved, at en del af os altid har været derinde. Altid har kigget ud. Det er tankerne om alt det vi ser på, som har ændret sig – og de har ændret sig meget. Vores måde at forstå os selv i verden på har udviklet sig kolossalt siden vi var børn og den kommer nok kun til at udvikle sig hurtigere og hurtigere. Men det har altid været dig derinde. Erkendelsen af, at jeg ikke kun er mine følelser og mine tanker giver en enorm frihed. Jeg behøver ikke længere bruge alt hvad jeg oplever til at fortælle historien om Mads. Og når jeg alligevel kommer til at gøre det helt automatisk, behøver jeg ikke tage det så seriøst, for det er bare en af de tusinder historier, som kværner rundt i mit hoved i løbet af en dag.
Friheden fra historien om Mads udløser en masse ressourcer, som før har været fastlåst i automatiserede handlemønstre. De ressourcer kan bruges til en lang række ting – og det er naivt at tro, at meditation altid fører til gode og noble handlinger. F.eks. træner de amerikanske snigskytter elementer af mindfulness for at kunne holde kroppen og hjernen i ro i de lange tidsrum, hvor de ligger stille og venter på deres offer. Der findes masser af eksempler på virksomheden som bruger mindfulness på en fornuftig måde, men det er ikke svært at forestille sig, at mindfulness bliver brugt i et effektiviseringsparadigme version 2.0, hvor vejrtrækningsøvelser og kropsscanninger anvendes til stresshåndtering, mens tempoet og arbejdspresset stiger.
Det er for let at købe fortællingen om, at meditation og mindfulness automatisk leder til en blid blanding af wellness, selvindsigt og effektivitet. Hvis dit formål primært er at blive mere effektiv og have mere wellness, mener jeg ikke meditation er metoden for dig. Så tag i stedet nogle udvalgte mentaltræningsøvelser. Jeg mener heller ikke wellness i sig selv er et særlig nobelt formål at have, fordi det ikke har meget med virkeligheden at gøre. Virkeligheden - din, min og alle andres - er fyldt med det gode og det dårlige, og hvis målet er at fjerne det dårlige, kræver det en metode som blænder os for halvdelen af livet. Til det formål har vi allerede en overflod af veludviklede metoder såsom vin, stoffer og docu-soaps. Meditation er ikke en af dem.
Der er dog noget nobelt i at beslutte sig for at se verden med alt hvad den indeholder. Wilber bruger begreberne Wake up, Grow up & Show up for at øjensynliggøre værdien af ikke bare at se verden som den er (wake up), men i ligeså høj grad at tage sit ansvar på sig (grow up) og tage verden på sine skuldre (show up). Der er noget sandt og noget vigtigt i at bestræbe sig på at se sig selv og verden mere tydeligt. Midt i ambivalens og op- og nedture er der noget værdigt i at rejse sig op, tage realiteten på sine skuldre og gå med den.
Hvis du er nysgerrig på mere om emnet:
Du kan læse mere om mit arbejde med erhvervspsykologisk mindfulness i form af:
Erhvervspsykologisk mindfulness: Min tilgang
Kursus i erhvervspsykologisk mindfulness: Leading the Mind
Artikel: “Min praksis”
Forskning: “Mindfulness og gruppeproces i en senmoderne kontekst”
